Ansøgningsfrist 15. marts eller 5. juli?

Du skal søge 15. marts, hvis:

  • Du har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over dit eksamensresultat
  • Du ikke har et eksamensgennemsnit, der er højt nok til, at du er helt sikker på at komme ind på din ønskede uddannelse
  • Du søger ind på en uddannelse med optagelsesprøve
  • Du har en International Baccalaureate (IB) – uanset om uddannelsen er taget i Danmark eller udlandet
  • Du har en udenlandsk adgangsgivende eksamen
  • Du har et andet adgangsgrundlag end en gymnasial eksamen, fx en erhvervsuddannelse eller HF-enkeltfag

Du skal være opmærksom på, at de forskellige uddannelser har forskellige kriterier for kvote 2. Det er derfor meget vigtigt, at du undersøger, hvordan kriterierne er på den uddannelse, du søger ind på.

Hvis du søger i kvote 2, bliver du automatisk vurderet i kvote 1.

Du kan vente til 5. juli med at søge, hvis du har en gymnasial eksamen og ikke er omfattet af punkterne ovenfor.

Du vil så alene blive vurderet på baggrund af dit eksamensresultat.

På de fleste universitetsuddannelser er det 10 % af pladserne, der går til kvote 2 ansøgere. På professionsbacheloruddannelserne er det som hovedregel 50 %.